Hillerødbloggen – tal med journalisten

juli 16, 2007

Kladovo på sponsorbesøg

Hillerød: Torsdag formiddag var det unge serbiske foldboldhold fra Kladovo på besøg i fagforeningen 3F på Milnersvej. 3F sponserer nemlig Kladovos første deltagelse i Copenhagen Tivoli Cup, som foregår på Hillerød Stadion i denne uge.

Tue Tortzen fra 3F bekræftede venskabsbåndene med Kladovo, som i øvrigt også gerne vil deltage i Tivoli Cup 2008. 3F har dog endnu ikke taget stilling til, hvilke projekter man vil støtte næste år. Selve sponsoratet foregår ved, at 3F importerer og sælger bødkerproducerede tønder af eg og falsk akacie fra Kladovo til overpris.

(Frederiksborg Amts Avis, den 14. juli 2007 – note af terf)

juli 13, 2007

Trætte og tilfredse tivoli-cup’ere

Skyerne hang tungt over de våde baner på Hillerød Stadion – men kampene forløb planmæssigt. Antallet af skader er normalt. En islænding savner sin mors mad.

Hillerød: Trætheden begyndte torsdag at melde sig blandt nogle af de 3.000 spillere, der deltager i fodboldstævnet Copenhagen Tivoli Cup for 11-19 årige på Hillerød Stadion. Stævnet begyndte mandag og slutter lørdag.

I samariterteltet meldte man om et normalt antal tilskadekomne.
- Vi har haft 34 skader i begyndelsen af ugen, derpå ti skader onsdag og indtil videre ti skader torsdag. Desuden har vi haft to sygehusbesøg, heraf én måske med en brækket hals, fordi to spillere bankede hovederne sammen, siger Jørgen Rasmussen, lokal formand for ASF.

ASF-vognen holder midt på stadion og er bemandet med i øjeblikket fem ud af normalt seks-syv samaritere på en vagt.

Hans kollega Katrine Abildgren tilføjer:

- Her sidst på ugen kommer der flere skader, fordi spillerne er trætte. Sådan plejer det at gå. I det hele taget har vi haft et normalt antal skader, måske endda lidt færre i år. Der er mest tale om knæskader, vridskader og mange vabler, siger hun fra vognen, mens frokosten bæres ind af en kollega.

Maden består af pølser, pølsebrød, kylling, burger, pommesfritter og mayonaise. Om maden siger samaritterne:

- Men det her er nu ikke, hvad vi normalt spiser under cup’en. Vi plejer at få dommerplatter, som er smørrebrød. Men af en eller anden grund er det glippet i år, siger Jørgen Rasmussen og sætter tænderne i en sprødstegt, saftig pølse uden farve.

Maden kommer fra naboen, det store frokosttelt, hvor et stort hold frivillige tilbereder burgere, pommesfritter og langer massevis af colaer over disken til køen af sultne unge. Fletkurven med æbler og ananasstykker står urørt på disken.

Savner mors mad
I madteltet sidder de unge ved forskellige langborde. Ved ét af bordene venter et islandsk drengehold i deres rød-hvide tøj. Deres træner og en frivillig bærer et bjerg af pommesfritter og flere pommesfrittesbakker fyldt til randen med mayonaisse samt burgers over til de sultne og snakkesalige 13-14-årige drenge. Drengene sætter tænderne i frokosten, mens colaerne skylles ned, og roen sænker sig.

En burger har også fundet vej til den 14-årige angriber Martienn Dór fra det islandske hold. Også selvom maden ikke passer ham helt.

- Jeg savner min mors mad, siger han, og tilføjer:

- Men ellers kan jeg virkelig godt lide at være i Danmark, og det er godt at få spillet så meget fodbold. Vi har vundet to kampe indtil videre, fortæller en tilfreds Martienn Dór.

Glad for ruten
Udenfor stadion kører en gul bus fra Holte Turist ind på parkeringspladsen. Det vælter ud af bussen med unge, og to fodboldhold stiger på. Bussen kører i pendulfart mellem stadion, Ålholmskolen, FrederiksborgCentret og Byskolen.

Holte Turist har været med i alle årene, mens chauffør Svenn Erik Nielsen, 52 år, har været med de sidste to år.

- Jeg kører bussen her i dagtimerne hele ugen. Det går udmærket og der er ingen problemer. Og efterhånden kender jeg nogle hold bedre og bedre, siger han.

Bussen han kører er fra 1989 – men ingen passagerer klager over den gamle metalkasse.

- Det er jo en ældre model, men den eneste mulige, da alle vores andre busser er ude at køre på én af vores 19 ruter, siger Svenn Erik Nielsen.

- Om jeg bliver træt af at køre den samme rute? Nej, det er jo kun en uge. Desuden er det mig, som får alle de anderledes ruter. De andre chauffører kører fast rute, tilføjer han.

Så drejer Svenn Erik Nielsen tændingsnøglen og kører bussen, der afgår fra stadion på minuttallene 20 og 50, planmæssigt fra parkeringspladsen ud på endnu en pendultur.
terf

(Frederiksborg Amts Avis, den 13. juli 2007)

Mor hjemme i Texas følger med i cup’en

På Hillerød Stadion under Tivoli Cup lod frokosten vente på sig i dommerkontoret. Her var mandehørmen tyk, men de har styr på resultaterne.

Hillerød: I dommertårnet, hvortil man når op ad en udendørs metaltrappe, er der god udsigt over Hillerød Stadion. Men udsigten til frokosten er der ingen af her torsdag middag.

- Onsdag fik vi ellers maden serveret og vi plejer også at få maden bragt op, selvom vi da også selv kan hente den, hvis det endelig skal være, siger Søren Stenhøj, der styrer slagets gang. Hvorfor maden ikke kommer, har han dog ikke styr på.

Til gengæld har han styr på de dommersedler, han får. Kampenes resultater skrives både på papir og på nettet, sådan at »mor i Texas kan følge med i, hvordan det går hendes søn«.

Døren til kontoret går op, og vinden får papirerne til at danse om ørene på ham. Mobilen ringer. Og de kvikke bemærkninger flyver som en vildfaren fodbold rundt i lokalet.

- Der er jo ingen kvinder heroppe, så der går lidt mandehørm i den. Vi er fem-seks herrer på vagt nærmest 24 timer i døgnet. Og det kan godt virke som om, her er afslappet, men vi koncentrerer os, siger Søren Stenhøj, der ellers er helt ligeglad med udfaldet af kampene.

- Her i dommerkontoret er vi nærmest de sidste der véd, hvem der fører turneringen. Jeg holdt op med at interessere mig for resultaterne da min søn holdt op med at spille fodbold, indrømmer Stenhøj.

En punkteret fodbold flyver gennem luften. En dreng, der hedder Michael, der »slet ikke må være her«, men er kontorets maskot, har pustet bolden så hårdt op, at den er punkteret. Nu kastes den punkterede bold rundt i lokalet på må og få.

Imens får en official udleveret nogle smertestillende tabletter til et svensk hold. Og en knægt får et særligt badge, så han kan få en gang gratis frokost, fordi han har hjulpet kontoret med et eller andet.

Om banerne siger Søren Stenhøj, at de ganske vist er meget våde nederst på stadion, men at alle kampe gennemføres.
terf

(Frederiksborg Amts Avis, den 13. juli 2007)

juli 11, 2007

Kamp om medaljerne

uganda-fk-derdap.jpg

Kampala Kids scorer – endnu engang – på bane fire mod FK Derdap.
Foto: Morten Terf.

I går begyndte Copenhagen Tivoli Cup 2007 for alvor – Kampala Kids trak mange tilskuere

Hillerød: Søndag aftens muntre stemning ved indmarchen til dette års Tivoli Cup på Hillerød Stadion er nu tilføjet et element af alvor. Kampen om medaljerne gik nemlig igang mandag. Og traditionen tro trak Kampala Kids, der består af gadebørn fra Uganda, mange tilskuere – og ikke uden grund. Tempoet var højt og scoringerne mange, da holdet lidt over middag, på en eftervåd bane fire, vandt overbevisende over FK Derdap.

Der var dog også mange scoringsforsøg, hvor Kampalas angribere trods god plads simpelthen skød langt forbi målet. Eller også missede et angreb, fordi sololøb blev foretrukket fremfor aflevering til en fri medspiller. Og offside-fælden faldt de også gerne i.
Alligevel er Kampala Kids så energiske, dygtige og veltrænede, at arrangør Lennart Weber havde hørt, at Jan Mølby måske ville kigge forbi for at talentspejde. Der var dog ingen Mølby at se, mens amtsavisen var på stadion for at overvære Uganda-drengene.
terf

(Frederiksborg Amts Avis, den 11. juli 2007)

Cup med døgnvagt

Døgnvagt på overnatningsstederne  samt et tæt samarbejde med SSP (samarbejdet mellem skole, socialforvaltning og politi) udgør igen i år sikkerhedsniveauet på Copenhagen Tivoli Cup.

Men er døgnvagt og SSP sikkerhed nok for en international turnering med mange unge mennesker i vore tider?

- Vi har ikke haft overvejelser eller problemer med sikkerheden i de 17 år. Der har kun været små skærmydsler mellem unge, typisk på diskoteket. Ellers har jeg ikke hørt om eller set noget. Og politiet ved, at cup’en er der, fordi vi hvert år søger tilladelser, siger arrangør Lennart Weber.
terf

(Frederiksborg Amts Avis, den 11. juli 2007)

3.000 unge deltager i årets Tivoli Cup

107 hold fra 13 lande har indtaget Hillerød Stadion – i dag begynder ugens kampe

Hillerød: Efter flere dages tæt regn forud, åbnede den 17. Tivoli Cup i går aftes i strålende solskin på Hillerød Stadion, og fra i dag er godt 3.000 fodboldspillere i alderen 10 til 19 år i gang fra morgen til aften på Hillerød Stadion, hvor der er gratis adgang til at overvære kampene.

I år samledes holdene på parkeringspladsen udenfor stadion, og især Uganda glimrede med sine humørfyldte spillere, der bød på trommedans og krigeriske udfald i skæmt med træspyd mod spillere fra de ventende nabohold. Snart havde en større mængde unge samlet sig om Uganda-holdet, og fire norske og lyshårede jenter fra Aaskollen var så betagede af de aktive drenge og heftige rytmer, at de hurtigt blev draget ind i holdet som deltagere i trommedansen.

Ved siden af Uganda stod Peru med holdet Cantulao San Borja, som for første gang deltager i Tivoli Cup. Peru stiller med ét hold på 11-års alderen. Coach Gonzalo Alarcón fortæller, at holdet ikke består af de bedste lokale spillere, men af dem, der har råd til at rejse til Danmark. Men penge eller ej, så struttede drengene af forventningsglæde, da de lod sig fotografere med deres nationalflag.

Kampala favorit
I den modsatte ende af de forsamlede hold stod USA med Redlands United, der kommer fra Californien og er et pigehold i 16 års alderen. Ved siden af USA stod såmænd et blandet drengehold fra 3. og 4. række fra årgang ‘94 i Ålholm IF i deres hvide trøjer. Holdet vandt sidste år Wibroe Cup og regner også med at vinde i år. Siger de.

På p-pladsen var der også hold fra Finland, Island, Litauen, Nordirland, Norge, Polen, Serbien og Sverige.

Men af alle holdene, er det Uganda, der vinder. Det siger Lennart Weber, der arrangerer cup’en.

- Nu skal man passe på med at spå i fodbold, men Kampala Kids fra Uganda vinder turneringen, det er jeg overbevist om. Ganske vist tabte de venskabskampen søndag aften mod Montgomery fra USA 1-2, men det var fordi, de stillede med deres b-hold, siger Weber, og tilføjer, at Uganda støttes af Nike på verdensplan, og har 25.000 spillere i den lokale fodboldskole.

Nicolai underholder
Inde på Stadion var der mange hundrede forældre, søskende og venner samlet rundt i sydenden af opvisningsbanen. Og på scenen underholdt den 15-årige Nicolai Kielstrup, MGP vinder i 2006, i hvidt outfit, og hoppede blandt andet ud fra scenekanten og gik over til publikum, mens han sang, videre, og hans to dansere fortsatte showet på scenen.

Nu kom holdene ind på stadion ét efter ét – anført af glade cheerleaders og det danske hold forrest. Igen sprang Uganda i øjnene, da de hoppede og dansede »krigsdans« på atletikbanen, som marchen gik rundt ad og hen til scenen.

Viceborgmester Kirsten Jensen bød velkommen og i dag, mandag, går kampene løs for alvor.

Det ser ud til, at de syv baner på stadion er tørre nok til fodbold trods de sidste dages heftige regnskyl, der havde gjort selv den højt liggende opvisningsbane våd søndag aften.
Men allerede i går så opvisningsbanen spilleklar ud igen.
terf

(Frederiksborg Amts Avis, den 10. juli 2007)

juli 4, 2007

Ukraine med i cup’en

Nyt land er med, når 3000 unge i alderen fra 10 til 19 år spiller fodbold ved stævnet »Tivoli Cup«, der begynder mandag. Allerede på fredag ankommer de første spillere.

Hillerød: Når det internationale fodboldstævne Tivoli Cup på mandag for 17. gang ser dagens lys på Hillerød Stadion, vil Ukraine for første gang være repræsenteret.

- Det er fem år siden, jeg tog den indledende kontakt med træneren i FC Ukraine i hovedstaden Kiev. Og nu kommer de. Ukraine stiller med tre hold og 51 deltagere, siger arrangør Lennart Weber fra Tivoli Cup.

Foruden Ukraine vil der også komme hold fra Finland, Island, Lithauen, Nordirland, Norge, Peru, Polen, Serbien, Sverige, Uganda, USA og Danmark. Tæt ved 3.000 spillere, trænere, ledere og forældre er tilmeldt årets turnering. Der er tilmeldt 107 hold. Det er lidt flere end sidste år.

Kampe fra tirsdag
De første fodboldspillere ankommer på fredag fra USA, og så går det ellers stærkt frem til mandag aften, hvor stævnet åbner på Hillerød Stadion med underholdning, indmarch og velkomsttale klokken 19.00.

Derefter starter kampene tirsdag morgen og der er finaler fredag og lørdag.
Tirsdag aften kl. 18.00 er der en stor-kamp på programmet, idet Lyngbys nyoprykkede SAS-liga hold møder OB i en venskabskamp.

De mange udenlandske gæster bor på byens skoler, Hotel Hillerød, Nordisk Lejrskole og Luthersk Missionsforenings Højskole.

Men er I helt klar i år – både med økonomi og antal frivillige nok?

- Vi er frivillige hænder nok. Og med hensyn til økonomien, så går den lidt op og ned, men er generelt okay. Så inden vi startede i 1991 har der været tre år med underskud. Det var 1997 og 1998 – og så 2006. Halvdelen af hvert års overskud spares ellers op. Og glem så ikke, at vi har mange start-udgifter til markedsføring – penge som først kommer ind senere. Så det skal nok gå, lover Lennart Weber.

I forhold til økonomien skal Tivoli Cup konkurrere mod andre og langt større stævner i nogenlunde samme periode. Dels er der Gothia Cup i Gøteborg med 1.500 hold, og dels Dana Cup i Hjørring med 800 hold. Så der er kamp om at tiltrække de unge fodboldspillere.
terf

(Frederiksborg Amts Avis, den 4. juli 2007)

Blog på WordPress.com.