Hillerødbloggen – tal med journalisten

juli 20, 2007

På tour i firkant-dansens hjemland

Dansere fra Hillerød Square Dancers har været på studiebesøg i Californien for at udveksle erfaringer. Nu er de kommet hjem – fyldt med ny inspiration og gode danse-oplevelser.

Hillerød: En gruppe dansere fra Hillerød Square Dancers har netop været på tour i Californien i USA, der er denne danseforms hjemland. Formålet var at udveksle erfaringer forud for den kommende sæson.

- Vi danser alle på niveauet »plus extended« og er endnu ikke helt oppe på det øverste, meget avancerede niveau. Så vi ville gerne have inspiration fra USA, og var derfor villige til at bruge sommerferien på at komme videre, siger danserne, da amtsavisen møder dem på en solfyldt terrasse tirsdag eftermiddag over et glas kølig rosé-vin på Brygmestervej.

En perfekt square dancer kan over 1.000 forskellige kombinationer af trin udenad.

- De mange kombinationer gør, at vi hele tiden må holde os i gang. Også om sommeren. Ellers glemmer vi trinene, siger de, der om sommeren danser to-tre gange om ugen, og om vinteren næsten hver dag.

I Californien dansede gruppen både i Riverside uden for Los Angeles og i selve Los Angeles. Med hjemmefra havde de deres egen og danske »caller«, Lone Blume, der synger kombinationerne til dansen via mikrofon og højttaler.

- Lone er én af de bedste og mest efterspurgte »callere« i Danmark. Og så har hun været i USA 22 gange, og der står en enorm respekt om hende. Så der var ingen tvivl om, at vi var glade for hende som vores »caller« på touren, siger de.

Foruden selve dansen fik gruppen også tid til sightseeing. De otte dansere besøgte blandt andet Grand Canyon og Las Vegas.
terf

Foto – tekst:
Danserne fra Hillerød Square Dancers er tilbage i byen med gode minder fra Californien – fra venstre: Rita Ølsted, Lynge Truelsen, Lis Hansen, Erik Hansen og Frede Ølsted. De øvrige tre fra USA-gruppen var på arbejde, da avisen kiggede forbi. Foto: Lars Skov.

(Frederiksborg Amts Avis, den 20. juli 2007)

Blog på WordPress.com.