Vandet væltede ud af skoven og ned i Bolværket – flere huse blev oversvømmet, strømmen gik og kommunen kom sent. Et ægtepar fik stuen fuld af vand.
Hillerød: Bebyggelsen Bolværket var langsomt ved at drukne i regnvand i går. Søen lige nordøst for bebyggelsen gik over sine bredder, stien til skolen blev oversvømmet, og vand og fisk sejlede ud af skoven, videre tværs over vejen og ned til bebyggelsens egen lille sø, hvor vandstanden steg så meget, at flere stuer i de nedre huse begyndte at stå i vand.
Tæt på parkeringspladsen stod flere beboere i gummistøvler i regnen og betragtede vandstrømmen over vejen, heriblandt grundejerforeningens formand Biørn Gad Hansen.
- Vandet i vores sø begyndte at stige i går aftes (torsdag, red.). Jeg ringede til kommunen, og fik at vide, at de ville komme i løbet af to timer. Men de kom først med pumperne i morges, sagde formanden.
Dermed kom indsatsen for sent for flere beboere – i hvert fald for Hanne og Erik Winther, der på overraskende kort tid – og trods al anvendt omhu – fik stuen fyldt med vand.
Efter »Deadline«
- Vi så »deadline« i tv til klokken 23, og talte så med naboen om vandstanden, der da forlængst havde passeret rækværket rundt om søen. Vi ringede til kommunen og fik at vide, at vi kunne komme på listen, men hvis vandet steg, skulle vi ringe igen. Vandet kom snigende, sagde Erik Winther og fortsatte:
- Inden for en time var det oppe på terrassen. Vi lagde plastiksække med sand på terrassen, og Biørn (formanden, red.) tømte spande. Da vandet nåede den lukkede terrassedør, begyndte vi at lægge frottéhåndklæder, som vi centrifugerede og brugte igen. Klokken 2 var vandet over gulvet, og ved 3-tiden stod vandet højt i stuen.
Vandspejlet i stuen stod 50 cm oppe, så man ikke kunne se sofagruppens ben. Vandkanten nåede også undersiden af tv-apparatet. En tom øldåse sejlede i den mørk-grumsede vandoverflade, og der var bobler i vandet på grund af utætheder i gulvet.
Alligevel tog ægteparret vandets indtrængen med godt humør.
- Der er jo ikke sket noget – hverken med os eller vores børn eller børnebørn. Det er jo kun materiel skade, sagde Erik Winther, der regner med at skulle genhuses et par måneder.
Ægteparret Winther har boet i bebyggelsen i syv å, og er meget glad for at bo der. De har aldrig været oversvømmet før.
Hanne Winther ville gerne have budt pressen på kaffe, men der var ingen strøm.
Måler pisker rundt
Strøm havde til gengæld Flemming Kruhøffer, journalist på ferie og bosat i bebyggelsens øvre række, hvor vandet ikke var trængt op, og hvor der stadig var elektricitet.
- Pumperne med de tre slanger til søen kører på min el-måler, der pisker rundt som aldrig før. Men det ordner vi med forsikringen senere. Jeg er jo kasserer i grundejerforeningen, sagde han og var tilsyneladende også i et humør, der ikke var til at slå ned.
Han blev vækket klokken 6 fredag morgen af genboen, fordi 8-10 af de 48 huse stod under vand. Han tog sit kamera og fangede nogle billeder af vandet og var ellers god nabo for dem med behov.
Han har boet i bebyggelsen siden 2000 og »har aldrig oplevet noget lignende før«.
I det hele taget herskede der en hjælpsom og gemytlig ånd blandt beboerne, der tog forstyrrelsen med sindsro. Én tog en sprællevende fisk i hånden. Børnene kiggede fascineret på vandet, der strømmede rundt om deres gummistøvler.
Postmanden kørte gennem vandet på sin scooter og iført sit regnsæt og sin hjelm. Han begyndte helt uanfægtet at dele post om. Så kom Falck, der sammen med beboerne begyndte at lægge sandsække til en dæmning, der midlertidigt spærrede for vandets silen over vejen.
Kun en enkelt kritisk bemærkning faldt. Et ungt par mente, at det ville være mere klogt at sætte pumperne på søen ved vejen i stedet for på søen nederst i bebyggelsen.
terf
(Frederiksborg Amts Avis, den 7. juli 2007)