Hillerødbloggen – tal med journalisten

august 31, 2007

Ny tvivl om Gørløse Omfartsvej

Gørløse Omfartsvej koster 63 milioner kroner ekstra. Lokalt er der ikke forståelse for, hvis trafikpolitikerne i Folketinget udskyder byggeriet.

Gørløse: Gørløse Omfartsvej bliver 71 procent dyrere at bygge end ventet, ifølge en ny statusopgørelse fra Vejdirektoratet.

Bevillingen til omfartsvejen i trafikforliget fra i fjor lød oprindelig på 89 millioner kroner. Dertil kommer nu behovet for ekstra 63 millioner kroner.

Det betyder, at først Folketingets Trafikudvalg og siden Finansudvalget til efteråret igen skal overveje både Gørløse Omfartsvej og ti andre  danske vejprojekter, der også er blevet dyrere. Projekterne tæller samlet 2,2 milliarder kroner.

Lokalt vil man være alt andet end begejstret, hvis Gørløse Omfartsvej udskydes.

- Det vil være utilgiveligt og en cirkusforestilling, hvis Gørløse Omfartsvej udskydes. Så meget kan staten ikke blive ved med at regne forkert. Projektet har været i gang i så mange år, at det gør helt ondt. Men jeg tror, at projektet bliver udskydt, siger Finn Hansen (K), byrådsmedlem i Hillerød Kommune.

Han peger på, at Gørløse Omfartsvej er ét blandt flere vigtige vejprojekter i Nordsjælland. Og hvis omfartsvejen udskydes, vil det ikke alene være et problem for trafikken.

- Vi risikerer også, at omfartsvejen skal VVM-undersøges på ny, fordi den gamle VVM-undersøgelse bliver forældet. Det vil koste ekstra 40-60 millioner kroner, og vil være en mangel på respekt, for det arbejde, der allerede er gjort, siger han.

Søren Leth-Nissen, formand for Lokalrådet for Gørløse Skoledistrikt, ser frem til Gørløse Omfartsvej.

- Vi kan overhovedet ikke forestille os en udskydelse. Det her projekt er der arbejdet på i de sidste 20 år, og vi har arbejdet utrolig hårdt for, at skepsis er forsvundet. I den forbindelse har vi fået positive meldinger fra Hillerød Kommune, som på flere måder har været værdifuld overfor Gammel Skævinge kommune, siger Søren Leth-Nissen, og videre:

- Hillerød Kommune har af sig selv taget initiativ til flere trafikprojekter og udviser god service. Så jeg regner med, at kommunen tager kampen op for omfartsvejen, siger han.

- Jeg går selvfølgelig ud fra, at en ansvarlig regering overholder de aftaler, som er indgået i trafikforliget. Så jeg glæder mig til at klippe snoren sammen med borgmesteren og trafikministeren, når Gørløse Omfartsvej åbner i 2009, tilføjer lokalrådsformanden.

Ole Roed Jakobsen (V), medlem af Hillerød Byråd, tror på, at omfartsvejen realiseres som aftalt.

- Jeg er født optimist, også med hensyn til det her projekts gennemførelse. For selvfølgelig må staten videreføre de projekter, de har overtaget fra amterne. Men det er da dybt frustrerende for borgerne, hvis de igen skal kastes ud i et ragnarok og trækkes rundt i manegen. Ekspropriationen til omfartsvejen er foretaget for flere år siden, og de lever i et støjhelvede, siger Ole Roed Jakobsen, og videre:

- Men da trafikministeren har givet sit ord på, at omfartsvejen bliver til noget, så må han også finde pengene sammen med finansministeren. For os borgerlige er et ord et ord og en mand en mand, siger Ole Roed Jakobsen.

Borgmester Nick Hækkerup (S) forventer klart, at Folketingets partier står ved løfterne.

-  De penge må findes et sted. Gørløse Omfartsvej er ikke engang den største »synder«. Andre er overskredet med 200 procent, siger borgmesteren.

- Bilerne står i kø i en lang jernstang hver morgen. Og nu er der også udsigt til, at s-toget ikke kommer til at køre så hurtigt som det kan. Det begynder at ligne en tanke om, at man ikke vil lægge de nødvendige investeringer i infrastruktur i de områder, hvor der er vækst, siger Hækkerup.
terf
(Frederiksborg Amts Avis, den 31. juli 2007)

Endnu ingen kommentarer »

Endnu ingen kommentarer.

RSS af kommentarer til dette indlæg. TrackBack en URI

Skriv en kommentar

Blog at WordPress.com.