Hillerød: Fødevareregionerne kontrollerer, om danske virksomheder overholder fødevarereglerne. Hver gang en fødevarevirksomhed får kontrolbesøg, skriver den tilsynsførende en rapport.
Detailvirksomheder med direkte salg til forbrugerne får mere eller mindre smilende ansigtsudtryk påsat deres kontrolrapport og hænger rapporten op med det samme i butikken.
Engrosvirksomheder med salg til andre virksomheder får ikke smiley’er.
Detailvirksomheder, der checkes, befinder sig inden for flere brancher – også i Hillerød. Glade smil har blandt andet alle Hillerøds bagere, slagtere og fiskehandlere.
Derimod kan man finde sur smil blandt både kiosker, frugt- og grøntforretninger, pizzeriaer, vinforretninger og værtshuse og restauranter.
Blandt andet en restaurant, der fremhæves på turistkontorets hjemmeside, har en sur smiley på grund af dårlig hygiejne. Restauranten, der tidligere har fået tre glade smil, får flere bøder for kritisable forhold samt følgende bemærkninger:
- Følgende er konstateret: Seks slags sauce, kylling, and og oksekød opbevares udenfor køl, temperaturer målt til 22,5 – 41,5 grader i saucer og kød. Det indskærpes, at fødevarevirksomheder skal overholde de almindelige hygiejnebestemmelser, hedder det i Fødevareregion Østs kontrolrapport, og videre:
- Fisk og kylling optøes i vandbad står uden for køl. Kyllinger fjernes til køleskab ved tilsynets start, hvor kyllingesaften drypper ned i andre uemballerede fødevarer – blæksprutter, hakkekød. Askebæger med skodder og aske er placeret på hylde under komfur. Laks og pandekager opbevares uemballeret i frysere, står der i kontrolrapporten.
terf
(Frederiksborg Amts Avis, den 28. juli 2007)