46-årige Sussi Slangerup opdrætter marsvin og tilbyder også plads til ferieramte smådyr. Hun er vild med burdyr, og bruger op til fire timer hver dag sammen med dem.
Uvelse: Tre hunde, 50-60 marsvin, lidt fugle og nogle kaniner, en mand og tre store børn. Levende væsener er der nok af i 46-årige Sussi Slangerups tilværelse. En tilværelse, som især udfolder sig på to villagrunde, hvor hun i det ene opdrætter marsvin og i det andet holder smådyrshotel.
Det hele begyndte i 1999, hvor hun dengang ikke havde marsvin. Hun fik impuls om at købe et marsvin til sig selv og familiens søn. Marsvinet kunne ikke være alene, da det er et socialt dyr, så hun anskaffede en artsfælle. Så fødte de unger. Og siden voksede antallet af marsvin og flere forskellige racer fra de langhårede til senest de teddybjørn-agtige er kommet til. Pludselig havde hun ti bure – og behovet for et hus til dyrene opstod.
I dag holder Sussi Slangerup sine marsvin på nogle hylder i et træhus i cirka størrelse som en halv garage. På hylderne kan hun adskille hunner og hanner. I marsvinehuset er der hul for dyrene ud til en rævesikker trådgård.
I dag, onsdag i denne uge, står døren til trådgården åben. Solen skinner, og marsvinene er så småt ved at vænne sig til at gå på græsplænen inden for et lille flethegn, som afgrænser en del af haven. På plænen står der flere »småtag«, hvor under marsvinene kan krybe ind og gemme sig. Marsvin er nemlig fra naturen byttedyr og derfor sky af væsen.
Fra villaen fører der en grussti hen til smådyrspensionen, hvor der både er bure til marsvin og plads til logerende dyr. Marsvinene bæres i duekasser frem og tilbage mellem de to huse ved behov.
Selve smådyrspensionen ligger nogle hundrede meter fra hendes privatadresse. Her er ikke udefaciliteter for dyrene, men nogle større og bredere indendørs hylder, hvor ejerne efter aftale kan få opbevaret og passet deres ferieramte dyr i egne bure.
Som ejer skal man selv sørge for tørfoder – resten sørger Sussi Slangerup for. Mod gebyr. Det er nu ikke noget hun bliver rig af – faktisk må hun ved siden af sit »dyreliv« arbejde 32 timer som administrativ flex-medarbejder i ægtefællens it-firma.
Korte ferier
Når hun alligevel holder smådyrspension skyldes det, at hun bliver trist, hvis dyrene enten lades i stikken uden selskab i ferieperioder, placeres i et stressende miljø eller efterlades i en papkasse i en container.
Salg eller aflivning af burdyr behøver altså ikke være slutningen på det hele, hvis en familie skal tre uger til Canada, og det ikke er lykkedes at finde en nabo, ven eller fætter, som kan ae dyret over pelsen og skære en agurk ud til det sultne kræ.
- Lige nu har jeg mange feriedyr. Det er helt normalt om sommeren. Både den her uge og næste er for eksempel booket helt op. Og så tager jeg ikke flere ind – af hensyn til dyrene. Jeg vil have ordentlig tid til at nusse mine feriedyr, klippe deres negle og tale med dem, siger Sussi Slangerup, der i alt bruger omkring fire timer om dagen på alle sine dyr – fordelt på forskellige tidspunkter.
- Det er et stort ansvar, så jeg holder aldrig mere end en uges ferie. Og som regel kun en forlænget weekend, når jeg ellers kan få mine voksne døtre på 22 og 27 eller min niece på 16 år til at passe dyrene.
I øjeblikket er hun på grund af feriesæsonen i Uvelse. Også fordi, hun forbereder, hvilke marsvin, der skal til opvisning i midten af september, når der er nordisk marsvinetræf i Slangeruphallen. Hun overvejer blandt andet at tage dyrene »Sofus«, »Ninja« og »Bembe« med.
- Jeg har 16-18 dyr i tankerne til udstillingen. Det kan så blive lidt færre, hvis nogle af dem får sår eller bliver syge. Men deromkring, siger hun.
terf
(Frederiksborg Amts Avis, den 23. juli 2007)
