På Hillerød Stadion under Tivoli Cup lod frokosten vente på sig i dommerkontoret. Her var mandehørmen tyk, men de har styr på resultaterne.
Hillerød: I dommertårnet, hvortil man når op ad en udendørs metaltrappe, er der god udsigt over Hillerød Stadion. Men udsigten til frokosten er der ingen af her torsdag middag.
- Onsdag fik vi ellers maden serveret og vi plejer også at få maden bragt op, selvom vi da også selv kan hente den, hvis det endelig skal være, siger Søren Stenhøj, der styrer slagets gang. Hvorfor maden ikke kommer, har han dog ikke styr på.
Til gengæld har han styr på de dommersedler, han får. Kampenes resultater skrives både på papir og på nettet, sådan at »mor i Texas kan følge med i, hvordan det går hendes søn«.
Døren til kontoret går op, og vinden får papirerne til at danse om ørene på ham. Mobilen ringer. Og de kvikke bemærkninger flyver som en vildfaren fodbold rundt i lokalet.
- Der er jo ingen kvinder heroppe, så der går lidt mandehørm i den. Vi er fem-seks herrer på vagt nærmest 24 timer i døgnet. Og det kan godt virke som om, her er afslappet, men vi koncentrerer os, siger Søren Stenhøj, der ellers er helt ligeglad med udfaldet af kampene.
- Her i dommerkontoret er vi nærmest de sidste der véd, hvem der fører turneringen. Jeg holdt op med at interessere mig for resultaterne da min søn holdt op med at spille fodbold, indrømmer Stenhøj.
En punkteret fodbold flyver gennem luften. En dreng, der hedder Michael, der »slet ikke må være her«, men er kontorets maskot, har pustet bolden så hårdt op, at den er punkteret. Nu kastes den punkterede bold rundt i lokalet på må og få.
Imens får en official udleveret nogle smertestillende tabletter til et svensk hold. Og en knægt får et særligt badge, så han kan få en gang gratis frokost, fordi han har hjulpet kontoret med et eller andet.
Om banerne siger Søren Stenhøj, at de ganske vist er meget våde nederst på stadion, men at alle kampe gennemføres.
terf
(Frederiksborg Amts Avis, den 13. juli 2007)